Skip to content

Bog på Gyldendal Business om digital kommunikation

marts 29, 2009

Da Astrid Haug og jeg nu er i fuld gang med at bogskrivningen, vil jeg fortsætte min blogging på vores bogblog: digitaletanker.dk

Planen er at holde bogbloggen opdateret løbende med vores tanker fra processen – både indhold og form – så vi kan få testet nogle af teserne undervejs. Bogen skal allerede udkomme til efteråret, så der er tryk på her i foråret med at få researchet og beskrevet de rigtige cases og få alle tankerne ned på papir.

Hvad skal bogen handle om?
Bogens fokus er på det mindset, man skal have sig for at kunne udnytte den digitale kommunikation til fulde, og det paradigmeskift som det digitale medfører indenfor tilgangen til og brugen af kommunikation generelt.

Vores udgangspunkt er, at det ovenpå spin-bølgen med fokus på det topstyrede budskab, nu er blevet tid til at flytte fokus til en åben, lyttende og inkluderende kommunikation, som tager udgangspunkt i opbyggelse af relationer og dialoger istedet for blot at skubbe budskaber ud på nye platforme. Og det skifte forudsætter en opgradering af hele organisationen – du kan ikke byde op til dans, og så ikke gide at danse med fremmede, ligesom du ikke kan invitere til medskabelse af nye tiltag, hvis du ikke inkluderer fx produktudviklingen. Det er ikke meningen af kommunikationsafdelingen skal løfte den digitale kommunikation, de skal i stedet facilitere, at andre kan bruge den bedst muligt, og vigtigst af alt: i henhold til den overordnede strategiske målsætning.
For bogen kommer også til at sætte fokus på målbarheden og nødvendigheden af at opstille mål, arbejde med tallene for at nå dem og derefter rette til. Digitale satsninger uden løbende justeringer efter brugernes brug er blot PR-stunts og tomme markeringer, hvis ikke de følges op. Kun da, kan du omsætte den digitale kommunikation til varige relationer.

Hvorfor er det jer, der skriver?
Vi har begge længe beskæftiget os med kommunikation og kampagne i det politiske – både på Christiansborg, på Københavns Rådhus og i det private erhvervsliv. Vores mål med bogen er at skrive den bog, der kan forklare og fortælle om de mange digitale muligheder til alle dem, der synes det digitale er spændende, men ikke har brugt energien endnu på at sætte sig ind i det. Vores tid i organisationsverdenen har givet os eraring med, hvilke interne processer man også skal tage højde for, når man vil i gang med at fornye og fremtidssikre kommunikationen. Det er ikke alt, der virker for alle, og vi synes der har manglet den generelle introduktion, der via cases for givet et reelt billede af muligheder såvel som alle de udfordringer, man som professionel komunikatør står over for, med overgangen fra analog til digital kommunikation. Fokus er derfor også på det, at kommunikere til mennesker og hvordan nettet har revolutioneret mulighederne derfor, ikke på de gadgets nettet tilbyder. Vi var ikke de første på Twitter, men vi kan fortælle dig om mikrobloggings muligheder og de udfordringer brugen kan rejse. Det er hvordan man bedst kan mobilisere, kommunikere og forandre via den digitale kommunikation, der tænder os. Astrid Haug kom begejstret hjem fra USA i 2004, efter at have set hvordan amerikanerne griber kampagnekommunikationen an, mens jeg fik susset via langdistance og senere i processen med at omsætte alle ideerne til reel handling via radikale.net.

Måske vi skal snakke med dig?

I researchprocessen foretager vi interviews med en række eksperter på området og laver casestudier. Og så bruger vi selvfølgelig internettet til at afsøge den digitale andedam. Vi blogger, twitter, bookmarker, og alle handlingerne samles digitaletanker.dk. Her er dine kommentarer og ideer mere end velkomne – endten som kommentarer i bloggen, via mail til Anna Ebbesen eller til Astrid Haug eller på vores respektive twitter-kontoer: @astridhaug / @annaebbesen.

SF skyder kommunalvalgkampen i gang

marts 26, 2009
tags: ,

Datamining, kampagnesite og bannerannoncer? Valgkampen mod KV09 er skudt i gang, og det med stor bravour.

Villy i front for kommunal-spottet

På politiken.dk figurerer der nu bannerreklamer for SFs spidskandidater til kommunalvalget med Villy som den landskendte stjerne i front. Fokus er på klimakampen, som man skal have kommunerne til at tage aktivt del i. Kandidaterne fra Århus, Odense og København giver så deres besyv med om, hvad der skal ske på klima/trafikområdet i deres by.

Kandidaten i Århus

Kampagnen er i stil med den kampagne SF brugte EUs oplysningsmidler til at køre i december 2008.  Samme look-and-feel og samme budskab. Eneste ændring er, at jeg nu afgiver email i stedet for mobilnr., og EU-kandidaten ikke længere er med. Hun skulle jo med den gang for at retfærdiggøre støttemidlernes brug, men selvom EP-valget ligger før kommunalvalget, er hun altså ikke længere på.

Efter videoen kommer opfordringen om at skrive underHovedmålet med kampagnen er, at jeg skal “skrive under” på, at kommunerne skal have SFs besked. “Aktivisme up front”, tænker jeg, og skriver under med navn, mail og postnr. “Gad vide om min kommune nu får en mail/brev, fra alle os i København, der har skrevet under?”. Spændt klikker jeg over i min mail, og ganske rigtigt ligger der en mail fra kampagnen.

Hah! You’ve got datamined.
I modsætning til EP-kampagnen, er jeg nu blevet datamined for real. For i læsningen af mailen går det op for mig, at jeg nu er på “Villys liste”, og vil få nyheder op til og under kommunalvalgkampen. Under EP-valget fik jeg bare en sms som tak, men så kom der ikke mere.Takke-mailen fra Villy

Jeg mente ikke, at jeg havde skrevet mig op til at få nyheder, da jeg indtastede min mail i banneret. I stedet havde jeg “skrevet under på”, at det var gode mål SF havde opsat.  Og så slår det mig: Jeg er blevet “datamined”!  Jeg har nemlig opgivet mine data (email) uden at tænke over, at nu sidder jeg i saksen – koblet på en mailingliste, der har tænkt sig at spamme mig med oplysninger, fordi de nu ved, hvor jeg bor. 1-0 til SF. Der er ingen henvisning til, hvad de vil bruge min “underskrift” til, hvilket skuffer mig lidt, da jeg lige havde troet, at jeg nu skulle være del af kampagnen.

Som privatperson synes jeg, det er lidt underligt, og ville nok melde mig af “Villys liste” igen. Men ser jeg bort fra mine egne private følelser, så er det et glimrende forsøg på at datamine i god tid før valgkampen, og få oparbejdet en god liste inden det for alvor går løs. Klogt tænkt og godt gået. Det lader til at SF har fanget “datamining”-pointen før de store partier. Og det kan undre. Hvor er S og V? Travlt med at lave TV måske?

Handling med mine venner
Mailen indeholder flere “call to actions”. De mest fremhævede er “Doner” og “bliv venner med os på Facebook”. De er fremhævet i designet, og indikerer et strategisk fravalg af feedback til fordel for den lette interaktion. Det er kampagne og mobilisering, der er i fokus, hvilket understreges af, at der inde i teksten er indsat en “tip en ven”-opfordring, som også er slutbilledet i banner-kampagnen efter man har “skrevet under”.

Ellers er indholdet af mailen i fint forståeligt dansk, og jeg forstår at SF vil “knokle” for at nå deres mål.

Alt i alt: glimrende tiltag! Men bedst af alt er det nye kampagnesite. I modsætning til det gamle flade sf.dk, er der her gang i kommentarer, quick-polls og meget andet, der fordrer at man handler og interagerer. Glæder mig til at de skrotter den gamle, og køre alt over på det nye – begge dele er Cbrain, så mon ikke det kan lade sig gøre? (Nørd note: Cbrain leverer både til S, SF og i sin tid radikale.dk, så måske vi ser det samme ske hos S?)

Eftertanke
….skulle jeg alligevel sige noget… To detaljer og et ønske: 1) Hvorfor er jeg ikke en del af kampagnen, fra det øjeblik at jeg skriver under? Hvorfor skal jeg blive ved med at signe op, når jeg nu er blevet “datamined?” Det er som om, at min første handling ikke har andet formål, end at score min emailadresse – nuvel, men jeg vil også have lidt igen!  2) Sammenhæng mellem banner og mail er ikke helt lige i skabet.

Og så ønsket: 3) Hvorfor aktiverer man ikke via Facebook Connect, når nu man er i gang? Når man klikker på “bliv venner på facebook”, kommer man over til SFs gruppeside, der mildest talt er røvsyg. Og det undrer mig. For ellers er SF meget personlig og uformel i kommunikationen. Man får som ikke mails fra “SF” men Villy personligt:

Mail fra Villy

I sms’en fra EP-kampagnen i december 2008 sluttede Villy sin sms til mig af med en smiley. Når jeg så er inde i hele fornavns-universet og klar til at være venner med Villy, så er det skuffende at lande på en kedelig gruppeside. I forbindelse med de labre kampagnesite som man har lavet til lejligheden, hvorfor lavede man så ikke noget ud af facebook-delen? Enten ved at gøre det til en af de nye fan-sider med gode designmuilgheder i, eller ved at lave direkte facebook-connect muligheder på både sf.dk og på kampagnesitet. Se det havde været top-cool. SF fører jo på Facebook-fronten, så hvorfor ikke omsætte alle vennerne til reelle aktivister? Og så flere med ind?

Et let tiltag havde været, at jeg “underskrev” med email – så SF stadig fik “datamined” mig – og dernæst fortalte om det via min facebook-connect til alle mine venner. I stedet for at sende en mail til een ven af gangen, kunne jeg have fået buddet om: “Del med dine venner og få dem med i kampen”, logget på via facebook, og så fået adgang til at sende ud til udvalgte venner og/eller donerer min status til formålet og/eller publicerer det på min “væg”, at “Anna støtter SFs klimakamp – gør du?”. Eller noget lignende. Men gode første takter fra SF!

Al magt til folket – brugerne som leverandører af realtime brandimage

marts 22, 2009

Langsomt sniger brugernes ord sig ind på diverse coporate sites. Enten i form af opmuntring til at bidrage direkte på sitet via det nu så velkendte kommentarspor, men senest også i form af Facebook connect, der trækker kommentarerne over på Facebook og dermed ud til brugerens venner via nyhedsfeedet. Socialiseringen af kommentarsporet er en kærkommen kunstigt åndedræt til en funktion, som oftest blot står og forfalder i stilhed.

Kommentarerne som style-alerts til vennerne
Senest lancerede H&M deres sommermode med kommentarmulighed via Facebook Connect. Her er det udelukkende anvendt, som en opfordring til alle de besøgende om at berette om et muligt nyt fund til alle veninderne.

Visningen af H&Ms sommermode

Visningen af H&Ms sommermode

Det er egentligt ret ærgerligt, at man ikke samtidig viser disse kommentarer på sitet, så man fx kunne skabe lidt hype om særlige produkter inde i selve webshoppen (og dermed to klik væk fra købet) og ikke kun i de respektive vennekredse. Hvad nu, hvis jeg ingen kender, der bruger funktionen, så får jeg ikke populærfortællingen med – eller anbefalingen fra en der ligner mig i statur? Forhåbenligt kigger H&M lidt på de mange modeblogs, der i vid udstrækning består af piger, der fremviser dagens outfit, det de gerne vil have og de tendenser de spotter. Som virtuelle lookbooks, inspirerer de hinanden og deres brugere, og den slags kunne snildt køres over på H&Ms site, hvis ikke de ville lave en decideret lookbook-feature på eget site. For de skandinaviske piger snakker meget om H&M – et indfeed af deres artikler, kunne give nyt liv og et udvidet ambassadørkorps på en og samme tid. Havde H&M lyst til at prøve kræfter på eget site, kunne de lade deres fotomodeller blive ledsaget af brugernes billeder – hvordan de styler H&Ms tøj, hvad de glæder sig til i de kommende lanceringer osv. Lookbooks skabt via H&Ms tøj kombineret med pigernes egne ville give mere spil på sitet. Den direkte kobling til købet kunne gøres ved, at man kunne klæde sig selv på som påklædningsdukke og tage billedet med udpsecificerede mål med sig i butikken – hvis man altså ikke bare vil tage dukken direkte til webshoppens kasse, og bestille dagens look med det samme? En slags personificeret udgave af deres nuværende Ways to wear it – styleguide, hvor man bare også fik muligheden for at sætte det sammen med ens nuværende gardarobe via billed copy-pasting. Farlig overspringshandling.

Pension = Liv – Hvad er livet for dig?
Som et led I PFAs store nye kampagne indsats – Brug Livet.Nu –  bliver indholdet nu udelukkende skabt af brugerne, og de kan så vælge at dele PFAs tanker med deres venner via Facebook Connect.

Brug Livet

Her vælger man hvilken tilstand, man mest lever livet i, og kan så dernæst se hvad andre brugere har sagt om denne tilstand, og hvad PFA selv har at sige – Skyerne er PFA, taleboblerne brugerne. Som man kan se på billedet, var der en bruger forbi på lanceringsdagen og teste funktionen, som nu er blevet slettet af PFA. Det bliver spændende at høre, hvad PFA selv mener, de har fået ud af tiltaget. Og om hvor mange der rent faktisk lod deres facebookprofil blive til en reklamesøjle, for PFAs egne budskaber som fx:

PFAs egen kommentar i tilstanden mellem ro og bevægelse

Måske vi næste gang kommer til at se det fulde skridt, hvor PFA også tillader, at man deler alle kommentarer med hinanden og ikke kun PFAs. Der vil formodentlig være mere spræl over brugernes citater, hvilket også vil gøre dem mere del-værdige, end de mere regelrette som PFA selv skal kunne stå indenfor. Er dog samtidig godt klar over, at PFA er en seriøs virksomhed, der skal have troværdighed i alle sine kommunikationer, og som derfor muligvis ikke har lyst til at alle publicerer alt på deres site og videre ud fra det igen. Som fx i stil med “Martin siger “PFA snyder kunderne” Hvad siger du? Hilsen PFA” i folks statusbeskeder. Det kontroltab har Skittles imidlertid accepteret og omfavnet i “deres” nye webunivers.

Skittles er hvad brugerne siger (næsten)
Slikfirmaet Skittles har valgt at tage det sure med det søde, og lagt hele deres webkommunikation i brugernes hænder, og ud hvor brugerne er.
Går du ind på hovedsitet, bliver du mødt af et skilt med betingelser, der afkræver dig din alder, og en menu-boks oppe i venstre hjørne, der bliver aktivt så snart du har indtastet din fødselsdag.

skittles.com

Så snart du har klikke “Do it”, loader siden nu Skittles’ Youtube-side, der fungere som “Video”-siden (og defeault forside), inde under “Media”-afdelingen af sitet. I stedet for fremvisning af youtube-videoer med Skittles’ egne ord omkring, har man blot valgt at integrere youtubesiden.

Skittles' Youtube-konto

Her kan du frit se og kommentere på videoerne. Og kommentarerne? Ja de er blandede. Nogle kan ikke lade være med at henvise til formen, mens andre svælger i hyldestord til chokoladepastillerne.

Kommentarspor på Skittles' Youtube-kanal

Brugernes ord om Skittles svinger på både deres “Friend”-side, der selvfølgelig henviser til deres facebook-side, på deres “Pic”s side, der henviser til alt tagget med Skittles på Flickr, og på “Chatter”-siden, der leder videre til Twitter-strømmen af tweets med firmaets navn nævnt:

Chatter om Skittles på Twitter

De eneste sider, der er Skittles egne, er kontakt-siden. For selv produktbeskrivelserne er lagt ud til brugernes eget leksika: Wikipeda.

Handler om mod, ikke teknik
Uddelegeringen af Skittles beskrivelser af dem selv, har ikke krævet det store tekniske system, men derimod en kæmpe mængde mod. Som en af brugerne også skrev på Youtube-siden, er Skittles ikke de første til at gøre samme stunt, men de er uden tvivl de største, der har gjort forsøget. Og det må man tage hatten af for. Hvordan de kommer til at tackle krisekommunikation, hvis der nu fx er et helt batteri af Skittles, der må trækkes tilbage, fordi der ved et uheld er havnet urenheder i pastillerne, bliver interessant. For her skal de gå planken ud og publicere videoer, der adresserer problemet, selv blande sig i snakken på Twitter og på deres mur på Facebook, og der forklare sig i mødet med brugerne. Og se det vil være dialogorienteret kommunikation, der ville sætte nye standarder for krisehåndtering – hvis altså det lykkes… For da konstruktionen løb ind i skændsord på Twitter, valgte man den nemme løsning og trak stikket på Twitterdelen. Men inden da var der skabt så meget hype om Skittles, at det var det hotteste ord på Twitter. En hype, der har afstedkommet lige så meget snak om Skittles, som om indholdet. Vand på den gamle mølle om al omtale nu også er god omtale vs. alt det de får ud af hypen og brugerinvolveringen. Dommen er vist individuel mens vi venter på tallene for Skittles salg, brandværdi osv.

Mere?
Mashable
har lavet en fin liste over udenlandsk brug af Facebook Connect, der alle er en overspringshandling værd. Er man mere til det ikke-kommercielle, skal man se nærmere på MoveOns kampagne, der sammen med RedBull var nogle af de første til at kaste sig over mulighederne tilbage i septemner 2008. MoveOns sticker-kampagne var så succesfuld, at de måtte sættet et udsolgt! skilt på sitet efter de havde sendt 3,2 mio klistermærker ud til brugere.

MoveOn.org

Hvorfor alt nyt ikke er godt per se…

marts 6, 2009
Jon Stewart om Twitter - og hvorfor politikerne ikke skal tweete samtidig med, at de arbejder...

Jon Stewart om Twitter - og hvorfor politikerne ikke skal tweete samtidig med, at de arbejder...

Alle værktøjer kræver omtanke, mål og formål. Hvilket Jon Stewart så fint får understreget på hans helt egen måde..

K kæmper med åbenheden

marts 4, 2009

Konservative.dk bliver lige nu oversvømmet med vrede indlæg omkring skattereformen. Men i stedet for at adressere de mange vrede medlemmer og tage diskussionen op, vælger skatteordføreren at anklage brugerne for ikke at være konservative.

De mange utilfredse røster kan virkelig ikke komme fra konservative, der gerne vil diskutere det politiske forlig med deres parti, belærer den konservative skatteordfører, Mike Legarth. Derfor opfordrer han til, at alle afslører deres fulde navn på deres kommentarer + adresse: “Skriv navn og adresse på dine indlæg, tak. ” Hvorefter han fortsætter:

“Hold op, hvor er det morsomt, at læse mange af disse indlæg fra vores politiske modstandere, der lader som om, at de er sure konservative vælgere.
Det er de ikke, det afslører deres egoisme og totale mangel på forståelse for, hvad der er muligt, at opnå i politiske topforhandlinger, hvor man skal samle 90 mandater.”

Forståeligt nok får det folk til at gå endnu mere amok. Hvor folk før var skuffede og vrede over indholdet af aftalen, bliver de nu lodret provokeret af deres eget parti. Som Erik Pedersen skriver under overskriften “Udmeldelse”,  med hentydning til sitets mulighed for at tippe om upassende indhold på sitet:

“Upassende indhold på dette site? For mig er Mikes kommentar idag særdeles upassende! Den berømte dråbe, så jeg melder mig ud af Konservative idag”.

Istedet for at bruge kommentarfeltet til at komme i dialog med sine vælgere, så vælger ordføreren at afvise alle former for kritik med henvisning til, at hvis man virkelig mener det, er man ikke bare u-konservativ, man er også egoist og total uden evne til at tælle til 90.

Tak for kaffe.

Mange jeg har snakket med om overgangen fra de lukkede hjemmesider til de åbne netværk, er bange for, at netop kritikken vil begyne at florere på deres sites. Eneste der er at sige til det, er, at man hellere skal tage diskussionerne med sine brugere på egen banehalvdel end i pressen. Hvis man havde sat tid og mandskab af til at forklare og diskutere med de utilfredse, kunne man måske have forhindet udmeldelser og i stedet fået vendt kritikerne til mulige ambassadører. Så når de hører andre brokke sig, vil de kunne argumentere bedre – enten med sympati for hvad de konservative har gjort eller i det mindste med oplevelsen af, at partiet har hørt og set deres frustrationer og taget dem alvorligt. Man kan jo ikke overvinde alle, men man kan beholde dem som vælgere, medlemmere eller sympatisører ved at turde tage kampen og argumentere for sin sag.

Men det kan egentlig undre, at åbenhedsdiskussionen nu er relevant for de konservative. Partiet har nemlig et skjult VIP-netværk for medlemmer, hvor man skulle ha’ troet, at partitoppen har gjort deres bedste for at kommunikere forudsætningen for aftalen ud. Hele pointen med at have et lukket medlemsnetværk var vel, at man så kunne holde dem “in the know” og dermed forhindre, at de tog diskussionerne i al offentlighed? Men åbenbart ikke.

Måske er kommentarerne nærmest et bevis på, at partiet mangler en god ventil for diskussion? Og taget I betragtning af skatteordføreren blankt fejer alle af bordet, kunne det tyde på, at det er organisationen der kunne trænge til et raskt kursus i krisekommunikation/forandringsledelse/god opdragelse?

De konservative kritikere beviser derfor, at man ligeså godt kan starte åbent. Kritikken når alligevel ud. Hvilket de konservative i øvrigt burde vide alt om, da deres historie er fyldt med skænderier der – trods mange lukkede døre – alligevel er kommet ud i det åbne.

Undertanke: Jeg håber en journalist vil spørge Mike Legarth om, hvad han vil bruge alle adresserne til….

…..OPDATERET……

Må lige skrive noget mere. Det her er virkelig chokerende på flere planer:
1) at skatteordføreren ikke tror, at almindelige konservative vælgere kunne have lyst til at diskutere med K. Det er trods alt ikke alle konservative vælgere, der er medlemmer. Og i stedet for at lokke dem til har Mike Legarth nu effektivt fortalt dem, at K ikke gider snakke med andre end deres medlemmer. Og helst kun dem, som er enige med ham.
2) at journalisterne på Berlingske æder Mike Legarth’s spin om, at der er tale om infiltration, og dermed ikke en “rigtig” konservativ debat. Denne definition af hvad, der er rigtig debat er helt forskruet. Det har absolut intet med debat og diskusion at gøre, men derimod masser med spin, topstyret kommunikation og pressearbejde.
3) at Mike Legarth reagerer, som han gør virker stadig helt utrolig dumt på mig. Jeg tvivler stærkt på, at han ville ha’ turdet at bede folk han snakkede med på gaden om deres navn og adresse (så han kunne tjekke deres konservatismes ægthed i medlemsregisteret), og i øvrigt henkaste deres kritik og bekymring med et “så må du være fra oppositionen, egoist og uden politisk tæft”. Som en skriver i kommentarerne, så er det værste næsten, at Mike Legarth ikke vil indrømme, at der er tale om en politisk aftale, hvor alle parter har gået på kompromis. At det ikke er en drømmeaftale, men det bedste man kunne få. Derefter kunne han så have argumenteret for, hvorfor det var en god aftale. Og måske endda få overbevist nogle folk.

På alle planer er historien et ekstremt bevis på manglende digital IQ hos den konservative skatteordfører.  Han udviser virkelig, at han mangler en forståelse af konsekvenserne ved at have kommentarspor på sin side, hvad dialog bringer af muligheder og ikke mindst, hvordan man behandler sine medmennesker. Og dermed beviser sagen også, at det digitale i bund og grund også handler om tilgangen til dem, man kommunikerer med.

Kan man spørge på Facebook om sin forhandlingstaktik?

februar 27, 2009
tags:

Anders Samuelsen i Politiken

»Hurtig afstemning! Pressen siger, DF vil ha’ topskatten op på 15 pct. igen. Hvor synes du smertegrænsen er? Skal jeg være med i aftalen eller ej?«

Sådan lød det på Anders Samuelsens wall på Facebook i dag, og via hans “venner” blandt journalisterne gik dette spørgsmål også langt ud over Facebook’s grænser. Det kan selvfølgelig kun ske, fordi Anders Samuelsen er Anders Samuelsen, og hans update derfor har mere afsendertyngde end gennemsnitsdanskerens, men nyhedskrogen ligger i indholdet. Som man kan læse i Politikens artikel, er der lidt i tvivl om, hvordan det skal tolkes. På den ene side skriver journalisten, at updaten  “kan tyde på, at formanden for Liberal Alliance, Anders Samuelsen, er forvirret” – hvilket lyder negativt – , men konstaterer derefter at de mange svar fra “vennerne” måske har gjort ham “lidt klogere” – hvilket lyder som en positiv gevinst.

Lige præcis den tolkning rammer fint skellet mellem gamle og nye medier; gammel ledelsesstilarter og nye. I den gamle skole spørger man ikke, man ved selv bedst. Man beretter om slutproduktet, og inviterer ikke indenfor til proces i maskinrummet. Derfor ses Anders Samuelsen som kontroversiel, fordi han beder om en status-rapport fra sine venner. Han dikterer ikke, hvad danskernes smertegrænse er, han spørger.

Updaten er mildest talt en ikke-historie. Men at den kan få en artikel på et af de største danske netmedier, tyder på, at journalisterne stadig er meget fascinerede af mulighederne, der ligger i at aktivt udnytte netværk, dog uden helt at forstå det. Ikke at nyhedsjouranlisterne ikke kan mærke at der er et paradigmeskifte i gang. Det ånder dem jo trods alt ned i ryggen i form af røde tal og storkrise. Men til trods for det, er det stadig noget der behandles som en lidt skæv nyhed, man ikke helt begriber.

34% af danskerne er på, der er intet nyt i det! Måske kun for journalister? Det er påfaldende at manchetten henviser til, at Facebook nu “igen” bruges politisk. Det lyder helt slagfærdigt, som om det kun er anden eller tredje gang, at det sker. Men har du en politiker eller en kandidat i dit netværk, vil du sikkert allerede vide, at de fleste bruger Facebook hver dag til at komme i kontakt med deres vælgere. Både til politiske spørgsmål og til mere private meddelelser, som da Søren Pind annoncerede sin skilsmisse en sen søndag aften tilbage i 2008.

Søren Pinds skilsmisse

Meget tyder på at det er journalisterne, der ikke helt har vænnet sig til de nye kommunikationsformer, hvor de ikke længere er de vigtigste. Fra at have monopol på formidling af nyt, er det nu demokratiseret. Fra at tænke kommunikation i den klassiske linære udgave, hvor man bruger et medie som kanal for ens budskab for at nå sin modtager, skal det nu tænkes relationelt. Det er relationen – kommunikationen mellem mennesker – der er i centrum, og ikke den sædvanelige proklamering, der jo i høj grad kræver journalistisk forarbejdning for at almindelige mennesker kan forstå og relatere til budskabet.

Var det så klogt at spørge ud? Ja, det vil jeg mene. Samuelsens ethos er trods alt af den (måske lidt for) jernhårde af slagsen ovenpå Guldbrandsens skildring af ham som et magtmenneske. En fremvisning af menneskelighed kan kun gavne.  Også fordi han dermed får mulighed for at argumentere direkte med sine vælgere, om hvorfor han har tænkt sig at gøre det ene eller andet. Det giver samtidig et forum til at evaluere efterfølgende og forklare sig ud af, hvis han ikke lyttede, direkte med dem der muligvis vil være utilfredse. Helt som man ville gøre det, hvis det var ens fysiske venner.

Kan NY/LA sætte gang i borgerdrevent ideudvikling?

februar 20, 2009

Ny Alliancefilmen har fået Mikael Jalving til at efterlyse ideer i dansk politik. På K-forum skriver han, at

“kommunikationsbranchens flower-power-epoke er forbi. Barack Obama nåede lige at blive valgt; han var den sidste magiker. Nu kommer arbejdsbiernes og ideernes tidsalder. Ideer kommer fra mennesker, der tænker, mens de arbejder. Uden dem og deres ideer er kommunikation tom snak og levn fra en tid, hvor indpakning var alt, indhold intet.”

Spørgmålet er nu: hvem skal levere de ideer? Hvad NY/LA viste var, at det ikke er alle politikere, der er lige fokuseret på ideer, men i stedet fokuserer mere på de,t at få lov til at lovgive om dem. Måske det var på tide, at andre begyndte at byde ind?

Forhåbentlig har Jalving ret i den forstand, at flere “almindelige” mennesker begynder at tænke i politiske løsninger. Ikke hvad der er politisk farbart i et politisk klima, men hvordan man løser problemerne og kommer med ideerne til fremtidens løsninger.

Se min kommentar på indlægget og giv dit besyv med.