Bog på Gyldendal Business om digital kommunikation

2009 marts 29
by Anna Ebbesen

Da Astrid Haug og jeg nu er i fuld gang med at bogskrivningen, vil jeg fortsætte min blogging på vores bogblog: digitaletanker.dk

Planen er at holde bogbloggen opdateret løbende med vores tanker fra processen – både indhold og form – så vi kan få testet nogle af teserne undervejs. Bogen skal allerede udkomme til efteråret, så der er tryk på her i foråret med at få researchet og beskrevet de rigtige cases og få alle tankerne ned på papir.

Hvad skal bogen handle om?
Bogens fokus er på det mindset, man skal have sig for at kunne udnytte den digitale kommunikation til fulde, og det paradigmeskift som det digitale medfører indenfor tilgangen til og brugen af kommunikation generelt.

Vores udgangspunkt er, at det ovenpå spin-bølgen med fokus på det topstyrede budskab, nu er blevet tid til at flytte fokus til en åben, lyttende og inkluderende kommunikation, som tager udgangspunkt i opbyggelse af relationer og dialoger istedet for blot at skubbe budskaber ud på nye platforme. Og det skifte forudsætter en opgradering af hele organisationen – du kan ikke byde op til dans, og så ikke gide at danse med fremmede, ligesom du ikke kan invitere til medskabelse af nye tiltag, hvis du ikke inkluderer fx produktudviklingen. Det er ikke meningen af kommunikationsafdelingen skal løfte den digitale kommunikation, de skal i stedet facilitere, at andre kan bruge den bedst muligt, og vigtigst af alt: i henhold til den overordnede strategiske målsætning.
For bogen kommer også til at sætte fokus på målbarheden og nødvendigheden af at opstille mål, arbejde med tallene for at nå dem og derefter rette til. Digitale satsninger uden løbende justeringer efter brugernes brug er blot PR-stunts og tomme markeringer, hvis ikke de følges op. Kun da, kan du omsætte den digitale kommunikation til varige relationer.

Hvorfor er det jer, der skriver?
Vi har begge længe beskæftiget os med kommunikation og kampagne i det politiske – både på Christiansborg, på Københavns Rådhus og i det private erhvervsliv. Vores mål med bogen er at skrive den bog, der kan forklare og fortælle om de mange digitale muligheder til alle dem, der synes det digitale er spændende, men ikke har brugt energien endnu på at sætte sig ind i det. Vores tid i organisationsverdenen har givet os eraring med, hvilke interne processer man også skal tage højde for, når man vil i gang med at fornye og fremtidssikre kommunikationen. Det er ikke alt, der virker for alle, og vi synes der har manglet den generelle introduktion, der via cases for givet et reelt billede af muligheder såvel som alle de udfordringer, man som professionel komunikatør står over for, med overgangen fra analog til digital kommunikation. Fokus er derfor også på det, at kommunikere til mennesker og hvordan nettet har revolutioneret mulighederne derfor, ikke på de gadgets nettet tilbyder. Vi var ikke de første på Twitter, men vi kan fortælle dig om mikrobloggings muligheder og de udfordringer brugen kan rejse. Det er hvordan man bedst kan mobilisere, kommunikere og forandre via den digitale kommunikation, der tænder os. Astrid Haug kom begejstret hjem fra USA i 2004, efter at have set hvordan amerikanerne griber kampagnekommunikationen an, mens jeg fik susset via langdistance og senere i processen med at omsætte alle ideerne til reel handling via radikale.net.

Måske vi skal snakke med dig?

I researchprocessen foretager vi interviews med en række eksperter på området og laver casestudier. Og så bruger vi selvfølgelig internettet til at afsøge den digitale andedam. Vi blogger, twitter, bookmarker, og alle handlingerne samles digitaletanker.dk. Her er dine kommentarer og ideer mere end velkomne – endten som kommentarer i bloggen, via mail til Anna Ebbesen eller til Astrid Haug eller på vores respektive twitter-kontoer: @astridhaug / @annaebbesen.

3 kommentarer leave one →
  1. 2009 marts 31

    Hei Anna

    Svært hyggelig å møte deg på Community Conference i dag. Ser fram til boken. Superinteressant! Den skal jeg absolutt lese.

    Hilsen Tord

  2. 2009 marts 31
    Anna Ebbesen permalink

    Tak Tord – Og i lige måde! Jeg skal nok tippe dig, om frokost-stedet nær Stortinget stadig er et besøg værd :)
    Håber du havde en god tur hjem, og fik tid til at fordøje de mange indtryk. Jeg kan i hvertfald mærke, at jeg er dejlig træt her i til aften!
    Vh. Anna

  3. 2009 april 1
    Jeng permalink

    Spændende, Anna og co. Sej hjemmeside, I har fået banket sammen og i øvrigt en god måde at involvere potentielle læsere på. Glæder mig til at følge jeres projekt.

Læg en kommentar

Bemærk: Du kan bruge grundlæggende XHTML i din kommentar. Din e-mailadresse vil aldrig blive vist.

Subscribe to this comment feed via RSS