Kan man spørge på Facebook om sin forhandlingstaktik?
»Hurtig afstemning! Pressen siger, DF vil ha’ topskatten op på 15 pct. igen. Hvor synes du smertegrænsen er? Skal jeg være med i aftalen eller ej?«
Sådan lød det på Anders Samuelsens wall på Facebook i dag, og via hans “venner” blandt journalisterne gik dette spørgsmål også langt ud over Facebook’s grænser. Det kan selvfølgelig kun ske, fordi Anders Samuelsen er Anders Samuelsen, og hans update derfor har mere afsendertyngde end gennemsnitsdanskerens, men nyhedskrogen ligger i indholdet. Som man kan læse i Politikens artikel, er der lidt i tvivl om, hvordan det skal tolkes. På den ene side skriver journalisten, at updaten “kan tyde på, at formanden for Liberal Alliance, Anders Samuelsen, er forvirret” – hvilket lyder negativt – , men konstaterer derefter at de mange svar fra “vennerne” måske har gjort ham “lidt klogere” – hvilket lyder som en positiv gevinst.
Lige præcis den tolkning rammer fint skellet mellem gamle og nye medier; gammel ledelsesstilarter og nye. I den gamle skole spørger man ikke, man ved selv bedst. Man beretter om slutproduktet, og inviterer ikke indenfor til proces i maskinrummet. Derfor ses Anders Samuelsen som kontroversiel, fordi han beder om en status-rapport fra sine venner. Han dikterer ikke, hvad danskernes smertegrænse er, han spørger.
Updaten er mildest talt en ikke-historie. Men at den kan få en artikel på et af de største danske netmedier, tyder på, at journalisterne stadig er meget fascinerede af mulighederne, der ligger i at aktivt udnytte netværk, dog uden helt at forstå det. Ikke at nyhedsjouranlisterne ikke kan mærke at der er et paradigmeskifte i gang. Det ånder dem jo trods alt ned i ryggen i form af røde tal og storkrise. Men til trods for det, er det stadig noget der behandles som en lidt skæv nyhed, man ikke helt begriber.
34% af danskerne er på, der er intet nyt i det! Måske kun for journalister? Det er påfaldende at manchetten henviser til, at Facebook nu “igen” bruges politisk. Det lyder helt slagfærdigt, som om det kun er anden eller tredje gang, at det sker. Men har du en politiker eller en kandidat i dit netværk, vil du sikkert allerede vide, at de fleste bruger Facebook hver dag til at komme i kontakt med deres vælgere. Både til politiske spørgsmål og til mere private meddelelser, som da Søren Pind annoncerede sin skilsmisse en sen søndag aften tilbage i 2008.
Meget tyder på at det er journalisterne, der ikke helt har vænnet sig til de nye kommunikationsformer, hvor de ikke længere er de vigtigste. Fra at have monopol på formidling af nyt, er det nu demokratiseret. Fra at tænke kommunikation i den klassiske linære udgave, hvor man bruger et medie som kanal for ens budskab for at nå sin modtager, skal det nu tænkes relationelt. Det er relationen – kommunikationen mellem mennesker – der er i centrum, og ikke den sædvanelige proklamering, der jo i høj grad kræver journalistisk forarbejdning for at almindelige mennesker kan forstå og relatere til budskabet.
Var det så klogt at spørge ud? Ja, det vil jeg mene. Samuelsens ethos er trods alt af den (måske lidt for) jernhårde af slagsen ovenpå Guldbrandsens skildring af ham som et magtmenneske. En fremvisning af menneskelighed kan kun gavne. Også fordi han dermed får mulighed for at argumentere direkte med sine vælgere, om hvorfor han har tænkt sig at gøre det ene eller andet. Det giver samtidig et forum til at evaluere efterfølgende og forklare sig ud af, hvis han ikke lyttede, direkte med dem der muligvis vil være utilfredse. Helt som man ville gøre det, hvis det var ens fysiske venner.
“Meget tyder på at det er journalisterne, der ikke helt har vænnet sig til de nye kommunikationsformer, hvor de ikke længere er de vigtigste. Fra at have monopol på formidling af nyt, er det nu demokratiseret.”
Fordmidlingen er blevet demokratiseret, ja.
Men er politiske dialoger også bedst tjent med at foregå med tanke på, hvad real-time-venner og -befolkning føler og gør?
Jeg tvivler.
På mig lader det til, at Samuelsen sammenblander den intime sfære med den offentlige sfære — på godt og ondt. Måske er jeg ved at blive gammel, men jeg tvivler på, at det ikke er sundt at skelne mellem de to.
/Bergholt
Hej Kasper – jeg er ikke enig i dikotomien mellem ”real-time-venner og –befolkning” og dem, der har et Facebook-venskab med Anders Samuelsen.
Jeg vil mene, at der ofte er et stort sammenfald, og det at spørge ens Facebook-venner derfor har lige så stor validitet, som havde Anders Samuelsen spurgt tilfældige på gaden.
Og lige som en gade-vox-pop, kan Facebook heller ikke kan anses som værende repræsentativt. Men det antager jeg at Anders Samuelsen er klar over.
Som jeg husker Anders Samuelsen fra Radikale Venstre, var han altid meget optaget af, at almindelige mennesker forstod ham – hvis ikke hans nabo kunne forstå et radikalt forslag, så skulle de revideres. Ikke principperne bag forslaget, men kommunikationen af det. Og den tilgang lader det til, at Anders Samuelsen har taget med sig over på Facebook – det kan jeg kun billige.
Selvfølgelig har jeg her også taget den antagelse med i betragtningen, at Anders Samuelsen på forhånd har en ide om, hvad han vil gøre, og ikke har tænkt sig at flagre i vinden efter hvor dem, der skriver på hans Facebook-profil, sender ham hen.
I forhold til skellet mellem offentlig og privat sfære. De fleste politikere, at taget det aktive valg, at bruge Facebook professionelt. I stedet for en præsentationsfokuseret hjemmeside, bruger de Facebook som det uformelle supplement til den ellers så gennemstyrede overflade. Dermed tillader der, at folk kan knytte relationer til dem, der måske ikke er synderligt politisk funderet, men mere handler om det menneskelige. Lidt svarende til, hvis man mødte dem på gaden og faldt i snak (eller overhørte deres snak med andre).
Facebookprofilerne for mange professionelle kommunikatører – politikere såvel som kendt-fra-tv-stjerner – er dermed mere en egen-redigeret udgave af Se og Hør. En slags privat udgave, som de selv styrer indhold og modtagere af uden nogen Qvortrup-redaktør til at fremvise alt det dårlige.
Den udvikling er både godt og skidt.
Godt fordi politikerne er mere menneskelige, og mennesker kan man relatere bedre til, end figurer på der huserer på et gammelt slot i København.
Dårligt fordi man gerne vil have forbilleder, som man kan se op til, der ikke indebærer alle de menneskelige fejl, som man selv kender kun alt for godt.
Hvordan man som politiker håndterer denne relationelle online selvfremstilling er derfor lidt af en balancedans. Særligt nu hvor de etablerede medier lytter med, og ublu viderebringer informationer givet i Facebooks dagligstue. Så jeg kan sagtens se, hvorfor du tvivler på ideen. Men du kan også vende det om og se det som din mulighed for at nå ud til en masse mennesker, som du ellers ikke har haft held til at snakke med. Medierne giver der ingen taletid og den du får stiller dig i et dårligt ly. Hvorfor så ikke udnytte, at du via Facebook kan få adgang til flere tusinder vælgere – langt flere, end der nogensinde vil gå forbi din hjemmeside eller nå at møde dig til diverse vælgermøder. Facebook giver dig muligheden for at invitere dem forbi til en snak i sofaen, og få lidt politik i snack-form.
Og kan de lide dig, og det de hører, er de måske mere venligt stemt, når de genser dig på tv eller ser dit navn i avisen.
Hej A!
Du skriver:
“At spørge ens Facebook-venner derfor har lige så stor validitet, som havde Anders Samuelsen spurgt tilfældige på gaden.”
Det er jeg nok (vist ikke helt) enig i. Men er det en god idé at gå på meningsvandring på mere eller mindre repræsentative gågader, når man sidder midt i en forhandling med politiske kolleger? Hvis ja — så skrider forhandlingsintegriteten & -autenciteten i mine øjne. Man sætter sig som politiker til bordet med en agenda — og dataindsamlingen bør ligge før, ikke mens el. under. Måske efter. Ellers bliver det hele lidt for dynamisk…
Ang. at de fleste (danske) politikere skulle være profesionelle facebook’ere/bloggere, så viser al erfaring & forskning det modsatte.
De kan dårligt finde ud af at blogge regelmæssigt, se fx de radikales pressechfefs indlæg:
http://www.kommunikationsforum.dk/astrid-haug/blog/fogh-og-thorning-svarer-ikke
Alt godt,
Kasper
Hej Kasper – Tak for din hilsen! Det er et sjovt billede du stiller op. For jeg ville ærlig talt nok undre mig en smule, hvis jeg blev stoppet af Anders Samuelsen på gaden, der havde forladt forhandlingsbordet for at spørge de første 7 forbipasserende på slotspladsen om, hvad de synes, at han skulle gøre. I så fald ville jeg nok tænke, at nu rablede det for ham
Men, forestiller vi os, at han sidder mellem forhandlingerne og rent faktisk overvejer – lidt kynisk måske – om hvor smertegrænsen går for hans vælgere, så synes jeg det er ok at spørge ud digitalt. Igen, så vil jeg mene, at lige præcis Anders Samuelsen kan have god gavn af at virke oprigtigt interesseret i, hvad folk tænker og få feedback. Da jeg ikke er ven med ham, så kan jeg desværre ikke se, om han gav en tilbagemelding på svarene. For min positive indstilling til hans handling, er også baseret på den antagelse, at han bruger sin statusopdatering til at starte en dialog omkring et emne. Det gør både Søren Pind og Jens Rohde, der begge kan opdatere lidt spidst og så svare på de mange indlæg med stor debatlyst. Muligvis er det en generations/personlighed-ting – enten er man til det og kan det, eller også synes man det er spild af tid. De to semi-unge løver er klart til det, mens mange andre i alle aldre ikke kan det.
For du har helt ret i, at mange slet ikke bruger dialogværktøjerne og mulighed for interaktion i de digitale medier. Det er egentlig ok med mig, bare de ikke lagde op til det modsatte. Man skal ikke have åbne kommentarfelter, hvis man ikke vil svare, endsige skrive at man har oprettet sin blog for at kunne gå i dialog, hvis ikke man gør det. Man invitere jo heller ikke til middag, for bare at ignorere sine gæster en hel aften.
Det bliver spændende at se hvad der sker, når Arto-generationen begynder at blive valgt ind.
Bedste hilsner,
Anna -